Lidt om at det ikke er lige let for alle part 2.

Jeg var meget interesseret i at høre hvordan hele fertilitetsklinik møllen påvirker en, og følelsen af at skulle have hjælp.

Jeg får af vide at det fylder meget. Man er til tider nød til at distrahere sig selv med at lave noget helt andet, der overhovedet ikke handler om børn. Det er næsten umuligt, for alle rundt om en får børn. Det er klart at omgangskredsen er nået dertil, det kan man jo ikke komme uden om.

De dage hvor man skal af sted til klinikken, hvilket nogen gange kunne være 2 gange om ugen, der kunne man faktisk ikke lave andet. Man var bare drænet for overskud, humøret var blandet.

Men det er godt at have hinanden. Det knytter en tættere som par. Man har brug for at snakke om det, og der bruger man hinanden. For det er nogle følelser ingen andre alligevel helt kan sætte sig ind i.

Som kvinde kan man gå med tanker som; hvad er der galt med mig? Jeg er ikke en rigtig kvinde når jeg ikke kan give min mand et barn. Men hvad hvis det er manden det handler om. Hvordan ville de tackle det? Ville de også dele det med deres partner på samme måde?

Som nævnt i part 1. er det meget forskelligt hvordan man har det med at snakke om det. Jeg ville gerne vide hvad de har brug for, fra venner og familiers side?

Man skal lade ‘de kommende forældre’ selv tage initiativ til at snakke om det. Lade dem tage det første skridt til at bringe det på banen. Men derfor er en sød betænksom sms som ”hvordan har I det, er I ok” altid dejlig at få. Man kan jo selv bestemme hvad man vil svare tilbage.

Det værste var hvis nogen TROEDE de vidste hvordan man skulle gøre, gode råd. De aner jo ikke hvor langt man er i forløbet! Det kan være som at gå på nåle, man skal være varsom. Personligt tror jeg det altid er godt at være ærlig og spørge om hvad det er DE har brug for. Indrømme at man ikke ved hvad man skal sige.

Til sidst ville jeg gerne vide hvor langt man vil gå for at få sit ønskebarn? Vil man overveje adoption, kunstig befrugtning? Min kilde var så heldig at blive gravid ved hjælp af hormonbehandling og medicin for PCOS. Så de havde ikke taget stilling til ovenstående. Men måske havde det været en mulighed. Men de ville helt klart også overveje det med børn måske bare ikke var for dem. Men vil man kunne affinde sig med det i længden?

Om ikke andet, så vil de ikke udsætte sig selv og som par, for det igen lige foreløbig. Men måske kan de også klare det selv næste gang, det er nemlig ikke godt at vide med den uretfærdige sygdom PCO/PCOS.