Dybe tanker på en fredag morgen

Fra starten har jeg haft lyst til at komme med en længere afhandling om det valg at springe ud som hausfrau.
Men jeg vil starte med at sige, at jeg på ingen måde siger det her er det rette for alle. Jeg har veninder der er glade for deres job, og ikke kunne se sig selv rende rundt derhjemme, vade i vasketøj og smøre madder hele dagen lang.
FULD RESPEKT FOR DET!
Vi har siden vi fik Elias, for snart 5 år siden, snakket om at vi gerne ville have ham derhjemme så længe som muligt og så meget som muligt. Men sådan skulle det ikke gå… Presset af træls jobsituation, eller mangel på samme, og at der skal et par håndøre i kassen. Samme situation som mange børnefamilier sidder i.
Men det har altid ligget i baghovedet. Da vi fik Marius to år senere, tænkte vi, at nu kunne det så måske være det hele kunne flaske sig.
Men for mit vedkommende fungerede det ikke med kolik baby, problemer med amning og en to årig der savnede sin mors opmærksomhed.
Jeg følte at jeg konstant kom til kort og at det her bare ikke fungerede for nogen af os.
Så jeg fandt verdens bedste private dagpleje til Elias hvor han kunne få noget luft, og jeg kunne få tid til Marius og mig selv. Det var det rigtige valg på det tidspunkt.

Men hvorfor gøre så meget for at have sine børn derhjemme? For os har det altid føltes som det rigtige. Noget min mavefornemmelse har sagt mig. Selvfølgelig i de perioder ungerne har været afsted, har det helt sikkert også givet dem noget socialt og de er blevet stimuleret til op over begge øre.
Man kan læse sig rundtosset i undersøgelser der frem og tilbage fremstiller det ene og det andet som det eneste rigtige valg. Drop it! Mit råd ville være at gøre det der føles rigtigt, andet kan du ikke forsvare.
Endelig fik jeg så faktisk et job, endda på deltid som jeg ville. Med den ugentlige fridag jeg ville… Kunne det blive bedre? Alligevel synes jeg ikke at kunne finde tiden til de vigtige ting. Forestil dig et marathonløbet der ingen ende vil tage? Du giver den gas, men når ikke i mål. Det er på ingen måde tilfredsstillende, ikke for os som familie. Jeg blev stresset, min krop reagerede i hvert fald på flere forskellige måder. Den prøvede at fortælle mig, at det her gik for stærkt. Men det er et helt andet emne som jeg kan snakke længe om 😉
Jeg havde en meget forstående arbejdsplads, endda opbakning da jeg efter 14 mdr kom med min opsigelse.
Vi besluttede at springe ud i det og skære ned på forskellige ting for at gøre det vi altid helst har ville.
For os er det lige NU det er det vigtigste. Mit nye fuldtidsjob er nu noget der rent faktisk giver mening for mig. Udover på sidelinien at underholde jer 😉
Den stores pædagoger i børnehaven var selvfølgelig meget bekymret. Hvordan kunne jeg nu dække hans behov for at være social, gøre ham skoleklar osv.?
Nogen gange strejfede tanken mig; hvis barn er det vi snakker om? For jeg går ud fra det er mit?? Derfor burde jeg også være i stand til at kunne dække mit eget barns behov. Jeg er udmærket godt klar over hvad der skal til.
Men sådan hænger det jo bare sammen i dag. Jeg kan godt forstå at de familier der selvfølgelig er flest af i dag, arbejdende forældre og institutionsbørn er nød til at få det bedste ud af det. Det kunne, og har været os i samme båd. Men vi er lykkelige for vores beslutning. De besparelse vi så har måtte gøre os i stedet er det værd.
For at nævne noget af det vi har gjort, har det været at sælge vores nr 2. bil. Opsagt tv. Skåret ned på kostbudgettet. Jeg må være lidt mere produktiv på bagværks siden, og opfindsom men samtidig alsidig på måltidssiden 🙂 Men det tager jeg vidst heller ikke skade af. Det munder altid ud i prioritering prioritering prioritering 😉
Håber dette indlæg forstås ret, jeg dømmer ingen. Men ønsker kun at dele de tanker vi har gjort os med jer søde læsere. Xoxo

Jeg tager med kyshånd imod tanker fra jer <3